Sider

søndag den 9. december 2012

Læs til du kan det udenad(vent)

Eksamenslæsningen fylder i øjeblikket så meget af min tid, at jeg faktisk glemmer, hvor langt ind i december, vi allerede er kommet. 

Men jeg har altså husket, at det i dag er 2. søndag i advent, og selvom jeg ikke var forberedt i sidste uge, så er jeg kommet efter det nu! 
Problemet var, at jeg havde et billede i hovedet af noget med lilla lys og masser af grankogler - men så var der lige pludselig masser af sne og ingen kogler at finde..

Heldigvis kom min veninde og hendes mor til undsætning, og pludselig havde jeg en ordentlig stak kogler og agern.
Så NU er der tændt adventslys, og det er da hyggeligt, når nu sneen hvirvler omkring ude i haven, og man ikke har andet for end læsning med læsning på.

Glædelig adventssøndag!



mandag den 3. december 2012

Julestuer hos jurastud'er

Jul hos en jurastuderende kan godt være lidt af en flad fornemmelse med læsning og læsning og læsning.

Men selvom man læser til eksamen, og næsten ikke har tid til at nyde den søde juletid, skal der altså julehygges lidt i det lille palads!

Så jeg har fundet nisser og glaskugler og fugle og flitterstads frem, og givet lejligheden et lille pift af jul. Jeg ville gerne finde en håndfuld grankogler, men det er som om sneen har lagt lidt en dæmper på det projekt. Tja, lad os nu se..

Jeg synes faktisk, det er blevet ganske fint, selvom der ikke er så meget af det. Jeg er især glad for det snelandskab, jeg har fået ud af mit Black is Blue.. Juletræerne, som har fulgt mig så længe jeg kan huske, er i bedste babushka-stil, og de knirker, når man skiller dem ad. Det er lidt charmerende..

Hvis jeg så bare lige kan få bagt en skovlfuld pebernødder til de lange dage på læsesalen med min allerbedste jurabuddyven, så skulle det kunne lade sig gøre, at pleje både studie og julestemning!











fredag den 23. november 2012

Hvor sorgfuld sjæl bliv karseglad*

Så kan vi vist godt skyde endnu en weekend i gang!

Eller.. Jeg fik faktisk weekend igår, og skød den i gang med en tur i biffen med kæresten. 
Jeg kan varmt anbefale "De Urørlige". Det er nok én af de sødeste og smukkeste film jeg har set i mit liv. Det er en ægte feel good-movie og jeg gik hjem fra biografen med et stort smil på læben.

Men når det nu er fredag, synes jeg alligevel, at det er på sin plads at komme med et lille startskud - så her får I et lille kig til sidste weekends loppefund. 
En yndig bouillon-skål, der nok ikke skal bruges så meget til suppe.

Jeg tror den skal bruges til krydderurter - men først synes jeg der mangler lidt karse i mit køkken.


*Karseglad = et udtryk for glæden over de små smukke ting her i livet - som f.eks. den lille ekstra glæde ved en æggemad pyntet med friskhøstet karse.
(udtrykket stammer oprindeligt fra juleafsnittet af Bamses Billedbog, hvor Bamse selvfølgelig ikke kan teksten til "Barn Jesus i en krybbe lå", men bliver brugt i min familie om stor glæde over små ting)








tirsdag den 20. november 2012

Bachelorgave gik i fisk!

Ja, det er ganske vist efterhånden et par måneder siden, jeg kunne brillere med min nyerhvervede titel som BA.jur. men det har taget mine forældre næste et helt efterår at finde ud af, hvad jeg skulle have i bachelor-gave..

Men NU er de "pakket ud" (de var aldrig rigtig pakket ind)!

Jeg har fået en smuk terrin og et vidunderligt fad, fra det franske fiskestel, som jeg også var så heldig at få lidt af i fødselsdagsgave.

Jeg glæder mig til at få sagerne hjem til samlingen - de er lidt være at have med i toget - og til at finde ud af, hvor i hytten de skal bo, og hvad man mon kan servere i fisketerrinen. Ud over fiskesuppe, selvfølgelig..




fredag den 16. november 2012

Tavshed, travlhed og "store" planer

Jeg beklager den efterhånden larmende tavshed her på bloggen. Det er resultatet af en fortravlet hverdag med læsning og arbejde og læsning og kurser og læsning og trummerum..
Og så skal man jo også lige have tid til alle dem man holder af..

Det betyder, at der i øjeblikket er virkelig underskud på både kreativkontoen og tidsbudgettet.
Jeg tager dog stadig en masse billeder, og jeg synes lige I skal se hvor smukt solen stod ind her i stuen den anden dag - og hvor smukke blomster jeg har fået :)




Når jeg på et tidspunkt (forhåbentlig snart) får overskud til det, er der to projekter på tapetet. Først og fremmest skal der gøres noget ved mit arbejdshjørne. Det trænger til at der bliver skabt orden i det lille kaos og måske lige bliver strøet lidt hygge hen over, så jeg har lettere ved at lokke mig selv til læsepulten...

Andet og fremmest (som min 10-årige søster for nyligt sagde) skal Projekt Soveværelse sættes i værk. Det bliver noget med en rundstok, der skal hænges ned fra loftet som bøjlestang, så i kan få lidt mere luft i rummet. Jeg skal nok holde jer opdateret. 

Hvis nogen af jer sidder med hovedet fuld af gode tips til, hvordan man sparer plads i soveværelset, eller hvordan man gør sit arbejdshjørne lidt mere indbydende, så giv endelig et pip fra jer!

lørdag den 10. november 2012

Ønsketænkning

Jeg har gået øjnene op for den skønne kombination af gul og grå!

Hvis jeg bare havde knasterne, til at fylde mit hjem med en lækker lænestol og mit liv med disse herlige ting.. Ja, jeg ved godt, at så ville jeg bare hungre efter nyt lir.. 

Men jeg synes nu alligevel jeg har brug for nogle af disse skønne ting.. 
.




Ak ja - godt det snart er tid til at skrive ønskeseddel !

søndag den 4. november 2012

Time out i travlheden

Den travle hverdag har gjort krav på al min tid, de sidste 2-3 uger... Okay, jeg tillod mig at holde fri og nyde efterårsferien, men så skal jeg ellers love for, at hverdagen vendte tilbage.

Sidste weekend bød på Scout Academy og en masse spændende debatter, ny viden og nye venskaber i Kandersteg i Schweiz.. 

Ugen derpå, altså den uge, der så småt et ved at rinde ud, har budt på masser af travlhed på både arbejde og studie, så det har været super dejligt at presse ren hygge ind her i weekenden. 
Fredag aften var der middag her på "slottet" med kærestens studiegruppe + vedhæng. Masser af den røde vin, lækker mad og godt selskab gjorde mig klar til en ganske særlig lørdag.

Lørdag stod nemlig på noget helt specielt... Sammen med en flok veninder, der alle er blevet mere eller mindre bidt af den samme teenage-fetish, blev der nemlig fejret en kommende biografpremiere med et ægte film-marathon med alt hvad dertil hører af chips og dip og slik og chokolade og popcorn og vingummibamser og sodavand og pizza og selvfølgelig.. Vampyrflagermus..

Ja, nu har nogen måske gættet hvad det drejer sig om.. Og ja.. Det ER ren teenage-fjant.. Men det er så hyggeligt stadig at kunne mødes til ægte gammeldags tøsehygge, med hjertens suk og umulige kærlighedskvaler.. 

Jep - nu er det ude - I am a Twiheart!

I aften står den på lidt læsning til tirsdag, men nok mest lidt afslapning og hygge på sofaen, inden hverdagen tager fat igen.
God søndag aften til jer derude!

Efterårsaftenhygge med lidt Anna Weinreich-inspireret pynt til sofabordet <3

mandag den 15. oktober 2012

Og vinderen er...



Wow - pludselig kom efterårsferien blæsende ind ad døren! Det kom helt bag på mig.. Men det skal nu ikke forhindre mig i at trække en vinder af min lille efterårsgiveaway..

Jeg er rigtig glad for at så mange har deltaget. Min blog har nu 60 faste læsere! Det er jo helt fantastisk, og jeg er så glad for at der er nogen, der gider følge med derude. 

Til både nye og "gamle" læsere kan jeg fortælle, at efteråret forhåbentligt kommer til at stå på endnu et par kreative projekter, en masse stearinlyshygge, lækre billeder (jeg leger i øjeblikket med tanken om at investere i et spejlreflekskamera) og så selvfølgelig en ny giveaway.. 
Som nogen nok ved, elsker jeg at forsvinde ind i en god bog, og jeg har tænkt lidt på, om der måske skulle smides et par bog-tips/anmeldelser op på bloggen..? Er der mon stemning for den slags? Jeg vil i hvert fald gerne have tips fra jer derude.


Nå, men nu til det spændende.. Hvem der mon skal have lov at pryde lokkerne med den fine præmie.. 

Jeg har brugt FINDENVINDER og den heldige mademoiselle, der snart modtager en pakke med de herlige sager er.......

Sarah med bloggen Life of Dozy

Stort tillykke!





mandag den 8. oktober 2012

Sunde pandekager




Der er intet som en afslappende morgen med pandekager og en dejlig kop kaffe!

Og så er det endda sunde pandekager (øh, ja altså indtil der i anledningen af søndagshyggen på sirup på)

Opskriften på disse skønne, sunde pandekager har jeg fået af en veninde, og jeg synes da også I skal have glæde af den.

200 g havregryn
8 æggehvider 
1 tsk kardemomme
2 mosede bananer
1-2 dl. mælk

Det hele piskes sammen og bages som små amerikanske pandekager på en nonstick pande ved svag varme. I stedet for 8 æggehvider kan man bruge 4 hele æg, så stiger fedtprocenten dog en smule, men det smager lige godt.

God fornøjelse!


fredag den 5. oktober 2012

Et lille pip

Selvom det regner vil jeg skyde weekenden i gang med et lille sommerligt pip - godt nok fra stuen. 

I skal nemlig lige se den fine fugl jeg købte i Tiger igår. 
Den er lavet af stearin, så den har også lidt efterårs-hygge-potentiale, men jeg ved ikke om jeg kan nænne at tænde den - endnu..


God weekend!

onsdag den 3. oktober 2012

Nu er det snart...

Men du kan stadig nå det!


Det er først d. 15. oktober, jeg trækker vinderen af min lille efterårs-giveaway.

Det er så fedt at se, at der allerde er en del, der gerne vil deltage, og jeg håber selvfølgelig at listen kan blive endnu længere. 


God onsdag derude!


torsdag den 27. september 2012

Skjuler ugler..


Jeg har efterhånden gået en uges tid og glædet mig til at vise jer denne fine ugle, men da det var en fødselsdagsgave, kunne jeg af gode grunde ikke smide den ind i blogland. Men NU er den pakket op og kommet hjem til sin nye ejer, og så kan den endelig komme ud af sit ugleskjul..

Selvom den ikke skal bo hos mig, kan man vel godt holde af den ;)

Jeg tror ikke det er den sidste ugle jeg har lavet, og jeg tror måske også der er et pindsvin på vej. Hvem ved? 

God regnvejrsdag derude!

mandag den 24. september 2012

Kommode Makeover

Endelig er den færdig - jeg har glædet mig SÅ meget til at vise den frem. Min mormors gamle kommode har fået nyt liv!

Jeg fik købt greb til den her i weekenden i en butik, jeg ikke havde besøgt før. Det er bestemt ikke sidste gang jeg har været inde i den lækre lille bix. De har bare SÅ mange herlige ting, jeg ønsker mig. Kommer man ind i nærheden af Nørregade i Kbh er den et must!

Nu står den gamle kommode og er så smuk i entreen. Det er faktisk ikke en almindelig kommode, men et gammel toilet-bord med spejl i låget. Den øverste skuffe er i virkeligheden en klap, der kan slås ned, så man har lidt ekstra bordplads, når man skal pudre næsen. Men lige nu er det altså en kommode til tørklæder, vanter og paraplyer m.m.

Næste skridt er at få hængt nogle andre billeder op over kommoden. Jeg er ikke så vild med rammerne om mine to Pava-billeder (ja, der er to, det ene hænger bare højere oppe).




Og når nu vi er ved mandagens små lyksaligheder, skal I da også lige se min nyeste kreation. Jeg vil ikke lægge skjul på, at fadet er inspireret af Liebes lækre fade, men den helt konkrete inspiration er nu hentet hos Julie, der blogger de mest fantastiske idéer!

Jeg tror jeg skal ønske mig en sort porcelænstusch, så jeg kan lege lidt mere med idéen. 






onsdag den 19. september 2012

Nu med blonder

Som jeg fortalte forleden, var jeg så heldig at vinde noget fantastisk blondetape i én af bloglandets mange giveaways. Jeg fik det med posten igår, og jeg har allerede brugt lidt af det

En kedelig hvid vase, som jeg købte i Tiger - oprindeligt for at tegne på den, men jeg kan ligesom ikke få det helt som jeg vil have det.
Men NU er jeg tilfreds - jeg synes den gule blondekant gør det rigtig godt!

Som I kan se, har jeg været i Søstrene Grene og købe endnu en brugt trækasse. Den anden bruger jeg i køkkenet. Jeg tror dog at den i stuen skal have en klat maling, når jeg engang får tid. Jeg overvejer om den skal males over det hele, eller på ydersiden, eller indersiden?

Som nogen måske ved, har jeg jo lige malet min gamle kommode, og jeg regner med at bruge samme farve på kassen. Eventuelt med hvidt på indersiden? 
Har I nogen gode idéer?


Kommoden får I ikke lov at se, før der er kommet fine greb på, men her er et lille sneakpeak, så I kan se den dejlige farve..

Her kan I også lige se min "nye" vase..


God onsdag til alle derude!



søndag den 16. september 2012

Lutter lækker lørdag



Efter en et par skønne timer i Danmarks Akvarium, en tur i Torvehallerne og en kop varm kakao på min yndlingscafé, efterfulgt af lækker middag på Hereford - alt sammen i selskab med kæreste og svigerforældre - flader jeg nu ud på sofaen med en kop kaffe og en god bog.

Og ved et rent tilfælde opdager jeg, at det er MIG, der er den heldige vinder af denne skønne giveaway!

Jeg føler mig bare så heldig - på alle måder! 
(og jeg har allerede et tape-projekt i tankerne)


Kig endelig forbi stjernegoide - det er en herlig blog!



fredag den 14. september 2012

Fantastisk fredag!

Dagen startede egentlig med noget, der ikke i min bog hører med til en fantastisk fredag.. Et mere eller mindre akut besøg hos tandlægen. Det lille stykke plastik, der de sidste 4 år har fuldendt min ene fortand, faldt helt uden varsel af igår, mens jeg spiste. Jeg nåede ikke engang at opdage det, før jeg havde slugt det?!
Det kostede mig intet mindre end 685 gode danske kroner..
Og som om, at det ikke var nok, skulle min cykel desværre også til reparation. 
Ka-tjing!

Så må man altså godt gå en trøstetur i Lyngby Storcenter.

Jeg havde et gavekort til H&M, der brændte i lommen (læs: Det gør det ikke mere), og så skulle jeg egentlig et lille smut i Søstrene Grene for at se, om de mon skulle have et par greb til min nymalede kommode.
Det havde de ikke.

MEN de havde en dejlig æske, en masse dejlig maskingtape, og en ny model af de der skønne porcelænskrukker med låg.
Og det bedste af det hele - et lille tip til jer derude - Søstrene i Lyngby Storcenter sælger lige nu ud af deres brugte trækasser fra udstillingerne. Til kun 30 kr.
Så sådan én fik jeg altså også med hjem, og den står allerede fint i køkkenet. Jeg maler den muligvis på et tidspunkt..

For et stykke tid siden fik jeg et godt tip fra Julie, der har én af mine yndlingsblogge. Et introtilbud på BoligMagasinet - med en krukke jeg ønskede mig! 
Så det blev bestilt, og jeg har netop i dag modtaget min velkomstpakke ! 

Alt i alt er dagen altså bare blevet helt fantastisk, og jeg har sådan lyst til at vise jer alle de ting, jeg sidder og glæder mig over.

Åååh lykke!

Æske med skønt grafisk print - har fået lidt neon-tape..

...så nu står den rigtig fint til min Kartell..

...som i øvrigt også er superflot!


Ny cardigan og top fra H&M..

... og ny halskæde, købt i sidste weekend til fashion outlet i Øksnehallen.

Min nye last - lige klar til en kop kaffe... Jeg frygter at bladet kommer til at fylde mig med længsel..

Min nye fine "køkkenhylde" til 30,- i SG

Krukken fra SG har allerede fået lidt tapet på toppen!

onsdag den 12. september 2012

Lotus krydret med urter

Som tidligere nævnt, fik jeg en skøn Lotusgryde i fødselsdagsgave af mine lillebror <3. Den har afslag og lidt rust i bunden, så jeg tror ikke den egner sig til madlavning mere, men jeg vidste med det samme, hvad den skulle bruges til. 

Nu står den sammen med nogle af mine andre fine gaver og pryder mit køkken - og forsyner mig med mynte og basilikum.. Mums..




Og så til en lille opfølgning. Min skønne veninde har også haft fødselsdag (godt nok i juni, men der var alting meget presset) og nu har hun endelig fået sin fødselsdagsgave - så nu kan jeg godt vise den frem..

Min moster har altid sagt, at de bedste gaver er dem, men gerne selv ville have haft - og det er i hvert fald tilfældet med dette skønne loppefund. Armbåndet er selvfølgelig special made ;)



onsdag den 5. september 2012

Stil dine ben..

... i Stilleben !

Jeg ved godt, de siger, at man ikke kan købe lykke. Men hos Stilleben i indre by kan man altså godt få sig et stykke med lykke.

Jeg har endnu ikke købt noget derinde - og tro mig, det er en kamp at holde dankortet nede i tasken! Jeg tror deres indkøber har fundet min mentale ønskeseddel og så bare er startet fra en ende af.

Jeg har lige investeret i dette semesters lærebøger samt bestilt nye briller til mine stakkels (åbenbart midaldrende) øjne, så der er desværre ikke råd til så meget om et æggebæger fra den lille lykkeshop, men det bliver min første destination, næste gang jeg skal være god ved mig selv!



Billederne er lånt på Stillebens hjemmeside