Sider

søndag den 29. april 2012

Travlhed og tavlefolie

Med alle de timer jeg spenderer foran computeren i øjeblikket, er det svært ikke at hænge fast i bloglandet.. Så jeg prøver så vidt muligt at undgå det lidt (ja, sorry). Men nu har jeg altså givet mig selv lov til at poste et indlæg om den rulle tavlefolie, jeg har fået af min mor, samt det første projekt, den førte med sig.
Æsken er fra Søstrene Grenes.
 Det krævede lidt tålmodighed at få pillet den lille metal-etikette-holder af, men det gik.
Den lille krukke er også fra SG og passer perfekt til små stykker kridt!

Jeg er ikke helt sikker på, hvad der skal være i æsken endnu, da der lige præcis IKKE er plads til A4-ark.. Det kan være jeg finder ud af det, når jeg er færdig med min bachelor (Send gerne lidt positiv arbejdsenergi i min retning, så jeg kan blive klar med et super godt projekt til på onsdag).


tirsdag den 24. april 2012

Smykketræ og smukke ting

For Gud ved hvilken gang skal jeg spendere en solskinstirsdag med næsen i bøgerne og fingrene på tastaturet - så jeg har garderet mig med Buttenschøn på anlægget, kaffe og te i rigelige mængder og et tæppe (så kan jeg nemlig holde varmen og høre fuglene synge i haven samtidigt). 

Men en pause til lige at prale af mit nye smykketræ, det kan jeg da finde tid til!

Jeg har længe kigget efter et lille stativ, jeg kunne male i en frisk farve, men jeg har ikke rigtigt stødt på noget, der var til at betale, før den anden dag i NETTO:  20 kroner mine damer og herrer - og så havde det allerede den rigtige farve!


Øreringene her har jeg vundet i en giveaway hos Lærkerier
Armbåndet har jeg selv lavet og æsken er vist fra Søstrene Grenes
Disse skønne blomster fik jeg af min lillesøster i julegave.
Hun har selv lavet dem specielt til en blå kjole jeg har, og jeg er SÅ glad for dem.
Er de ikke smukke?

mandag den 23. april 2012

Blog Award

Nu hvor jeg endelig har fem minutter til at opdatere lidt på bloggen kan jeg fortælle, at jeg har fået intet mindre end 3 Blog Awards. Tusind tak til Julie fra Hjerterum, Lena fra Lærkerier og Lea fra Lea-lil (som også alle har fortjent awarden), for den store cadeau til min blog! 


Når jeg nu har fået 3 awards lige på en gang, har jeg valgt at slå dem sammen og sende opmærksomheden videre til 4 blogs, der har under 100 læsere og som jeg synes rigtig godt om. 


Men først følger der med awarden en række spørgsmål, som jeg hellere må svare på :)


1. Hvorfor begyndte du at blogge?
Jeg elsker at hygge mig med kreative projekter og dele glæden over mine påfund med andre, og ikke mindst at få inspiration fra andre, så da jeg fik øjnene op for de muligheder Blogland havde at byde på, kriblede det i fingrene for at komme i gang.

2. Hvilke blogs følger du?
Størstedelen af de blogs jeg falder for byder på stakkevis af kreative idéer og masser af inspiration til indretning af hjemmet, men generelt kigger jeg bare efter ting, der gør mig glad at se og læse, ligesom jeg håber at noget af det jeg lægger ud spreder glæde til andre derude i Bloglandet.
3. Favorit farve?
Min yndlingsfarve er umulig at holde styr på. Den skifter i takt med humør og årstider og moden og hvad farven sidder på og..... Så jeg holder mig til sidste vers i "se min kjole" - jeg elsker alle farver!
4. Farvorit film?
Listen er lang, men her er nogle af dem: The Green Mile, I Am Legend, Imagine That, The Color Purple, The Notebook... 
5. Hvilke land(e) drømmer du om at besøge? 

Det er nok lettere at spørge hvilke lander, jeg ikke vil besøge.. Jeg håber på, at jeg engang får mulighed for at rejse jorden rundt og opleve alt fra vandreture i Machu Picchu og besøg i junglelandsbyer til musicals på Broadway og shopping i Paris!


Og så til det spændende.. Hvem skal nu have awarden? Det skal såmænd:


Louise med bloggen Lei Living
Lone med bloggen Kram og Krea
Louise med bloggen Like mormor
Miss Blomgren med bloggen Blomgrens hverdag og sysler



torsdag den 19. april 2012

Doodles

Når jeg nu sidder begravet i bøger og lovforarbejder, kan det være svært at finde plads på skrivebordet til alt det krimskrams jeg normalt sidder og roder med.. Men papir og tuscher er der altid plads til. Så jeg har allieret mig to Artline-penne og en lille bunke papir til når hjernen mangler lidt at koble af på..

- Og så doodler jeg bare derudaf!




onsdag den 18. april 2012

Børnehjælp og lidt happy harlequin!

Jeg ved det! Det er sløvt med indlæg på bloggen for tiden.. Men jeg har simpelthen så travlt med det der bachelorprojekt - og en masse andre projekter. 

Jeg har f.eks. kastet mig ud en masse forskellige kreaprojekter, som skal sælges på loppemarked i pinsen til fordel for fattige, dominikanske børn. Måske har du lyst til at donere ét af dine kreapåfund til formålet? Du kan læse mere om Mestizaje, som er den børnehjælpsorganisation, jeg hjælper, lige her.. 



Og, nå ja, så skal I da lige se mit nye viskestykke fra Ferm Living. Det er nu ikke meningen, at det skal blive ved med at være viskestykke.. Mon du kan gætte, hvad det skal blive til?



mandag den 16. april 2012

Jeg har vundet noget!

Så var jeg minsandten så heldig at komme hjem til en besked om, at jeg har vundet en lækker giveaway hos Lærkerier. Et par skønne øreringe, som jeg tror passer helt perfekt til den gallakjole, jeg skal iføre mig om et par weekender! Den skal I da også lige se.


Billedet er lånt fra kjolebutikkens hjemmeside

tirsdag den 10. april 2012

Min første GIVEAWAY!



Jeg har jo luftet herinde et par gange efterhånden, at jeg har en giveaway i tankerne. Og her kommer den så - min allerførste giveaway!

Salt-og-peber-paddehatte fra Plint. Krukken hører ikke til sættet, men jeg synes nu det er meget sødt sammen alligevel, så den ryger med i pakken...

Hvis du smider lodder i puljen, er der en chance for at få fingrene i de fine paddehatte. Du kan opnå i alt 4 lodder. Reglerne er enkle:

1 lod i puljen for at være/blive fast læser af min blog og smide en kommentar

3 lodder i puljen for at linke til min giveaway på din blog eller i din sidebar 
(brug hellere end gerne mit billede).

Husk at skrive hvor mange lodder du deltager med samt din mailadresse, hvis du ikke har en blog.

Vinderen trækkes 1. maj.

Jeg håber at rigtig mange vil være med.









mandag den 9. april 2012

Forårsfornemmelser i solskinsstuer

Foråret er ved at få godt tag i mig, og jeg nyder hver eneste solskinstime. Det betyder nemlig at min yndlingsårstid, sommeren, er på vej. Man glemmer altså helt at det stadig er lidt koldt udenfor, når man sidder i mine forældres solskinsstue og nyder blomsterne fra haven, mens foråret sniger sig ind gennem alle sprækker!



søndag den 8. april 2012

Fettish for kopper?

Jeg beklager! Der er gået påskeferie i den. Jeg har simpelthen været alt for optaget af familiehygge, Bezzerwizzer, påskefrokoster, rødvin, godt selskab og nå ja, lidt bachelorskrivning - og det har resulteret i faldende indlægsrate på bloggen. 

Men tro nu ikke, at jeg bare har mæsket mig i lammekølle og chokoladeæg hele påsken. Nææææ jeg har skam også besøgt genbrugsbutikker og loppemarkeder. Jeg var bl.a. i Odense for endelig at se butikken SeChloe i virkeligheden. Og det kan altså varmt anbefales at tage derind og give Bettina et besøg! Der var mange lækre retroskatte og andet genbrugguld. 
Jeg begrænsede mig dog til 3 kopper og 2 underkopper fra Colditz, der stod der helt alene på hylden og gerne ville med mig hjem.

Begge mine forældre og min kæreste har (med en snert af bekymring i stemmen) påpeget, at jeg er ved at udvikle en moderat koppe-fettish. Mener I at der er grund til bekymring?



Kæresten og jeg har i øvrigt brugt noget af ferien på at slibe vores "nye" sofabord rent for brandmærker og fugtskader, og har nu givet bordet en lækker ædelstræsolie. 
Jeg glæder mig til at vise jer resultatet snart.



fredag den 6. april 2012

FIGGJO sælges

Min mor har altid haft næse for lækre sager! Det gælder alt lige fra tøj og møbler til køkkengrej. Nu er hun så blevet klar til at sælge lidt ud fra køkkenskabene. Disse skønne sager fra FIGGJO Tor Viking, har udgjort en del af borddækningen i min barndom.


Som man kan se er der en flødekande, 2 æggebægre (det ene har et lille skår på kanten), en øse og to fine fade.

Kom med et bud her på bloggen eller på min mail skmannering@gmail.com hvis du er interesseret i noget af det.


Jeg beklager den dårlige belysning på billederne. 


torsdag den 5. april 2012

Lopper på landevejen

På en tur ad Kolding Landevej kom min mor og jeg forbi et skilt med noget i retningen af "antik og genbrug" - og vi måtte selvfølgelig lige ind og se, hvad de havde at byde på.

Der var ca. alt mellem himmel og jord. Der var så mange gamle dåser og kander og kopper og fade og jeg kunne blive ved.

Desværre var de åbenbart meget glade for deres ting - det var i hvert fald ret så dyrt, meget af det.
MEN jeg fandt to søde kopper, jeg gerne ville have med mig hjem, og de var ikke så dyre.

De skulle koste mig en flad 10'er - men så var det min mor indførte en ny og meget populær regel:  
Man skal have en ting, når man er ude med sin mor.


Efter debat med min lillebror har min mor dog pointeret, at reglen kun omfatter børn, der ikke bor hjemme.



onsdag den 4. april 2012

Gallerihylde


Endelig har vi fået sat den gallerihylde op, som jeg har ønsket mig så længe :) Og jeg har fået mine "billeder" i ramme.

Jeg synes bare lige I skulle se det. God påske til alle derude!




mandag den 2. april 2012

Pjattet med prikker

Begejstringen for min nye porcelænstusch når hele tiden nye højder!
Jeg har længe haft et godt øje til Gry Fagers Stitches, men, som altid, har jeg svært ved at finde finanserne til det. Så nu har jeg i stedet brugt de fine sting som inspiration til prikkerne på de skåle og vaser, jeg har købt til næsten ingen penge i Tiger..



søndag den 1. april 2012

Krydderikrukker og andre lopper

Igår var jeg en tur i Hvidovre med en veninde for at tjekke ud, hvad de mon havde at byde på i Hvidovre genbrugshal. Det er nemlig sådan, at Hvidovre Kommune (hvor jeg jo lige har fået arbejde) har lavet en ordning så man kan aflevere ting, der er for gode til at smide ud, i en særlig container på genbrugsstationen, og så bliver alle disse ting sat til salg i genbrugshallen en gang om måneden (tror jeg nok).

Jeg har længe ledt efter nogle små krukker til krydderier, men dem jeg har fundet, har været lidt for dyre, så da jeg fandt en ordentlig stak til en 20'er slog jeg til. Og så faldt jeg også for 2 fine kopper med underkop for endnu en 20'er.

Da vi syntes vi havde gået de runder vi skulle i genbrugshallen, gik vi tilbage mod stationen - og tror I så ikke vi kom forbi et stort skilt med teksten "KÆMPE LOPPEMARKED"??
Vi fulgte selvfølgelig pilene til det som viste sig at være et plejehjem, der havde fyldt alle gangene op med alt fra møbler til tøj!

Min veninde fik sig et "nyt" sofabord, og jeg fik fingrene i en fin lille Bjørn Wiinblad til 15 kr.

Jeg fandt i øvrigt en frygtelig grim gammel avisholder til kun 25 kroner. Når den har fået lidt omsorg og er blevet værd at se på, lægger jeg billeder ind af den :)