Sider

mandag den 2. juli 2012

Særligt Sirlig Citrus

Jeg pressede citronsaft til gårsdagens aftensmåltid - og noget ellers så simpelt mindede mig om en fantastisk ferie med kæresten i Frankrig for et par år siden. 

Jaaa, det lyder måske som en lidt pudsig association, men vi så bare så utroligt mange citroner på den ferie! Og appelsiner, ikke at forglemme..

En tur med bus fra Cannes til Monaco tog en ganske uventet drejning, da vi overså stoppestedet i Monaco og i stedet kørte hele vejen med til Menton. Det var en ret lang køretur, og der var mange mennesker med bussen, så vi besluttede os for at se, hvad der nu var at se i Menton, i stedet for at køre med en anden bus tilbage.

Det skulle vise sig at være det man vist kalder "held i uheld". Tilfældigvis var det på netop dette tidspunkt, at den tredsenstyvende citron/musik-festival i Menton blev afholdt, og for et par Euro fik vi lov at se på, og ikke mindst dufte til Festival de Musique de Menton..

 La Fête du Citron!

Der er åbenbart ikke grænser for, hvad citrusfrugter kan bruges til.. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange citroner, der er gået til den udstilling (de blev selvfølgelig skiftet ud, når de blev dårlige - godt at citrus holder sig forholdsvist længe) eller hvor mange liter juice, det kunne være blevet til.

Jeg er helt vild med fantasien bag det, og med de skønne farver. Det gør mig glad og minder mig lidt om pandekagehuset i Hans og Grethe..

Selv fantaserer jeg om en mojito-by af limefrugter og mynteblade drysset med rørsukker..

Meeeen... Det er måske lige at presse citronen..?









søndag den 1. juli 2012

Lutter lagkage og lillebror

Har jeg nogensinde pralet af min skønne, sjove, fantastiske og dygtige lillebror? Det er meget muligt, at jeg før har nævnt ham i en stolthedssvada, og her kommer i så fald endnu én. 

Han er kokkeelev på Hindsgavl Slot, og han er så sej til det, han laver. Jeg plabrer løs om ham, så snart jeg kan komme til det. Han er det mest fantastiske menneske, jeg kender, og min allerbedste ven.

Han blev 19 år i denne uge, og holdt fødselsdag for hele den pukkelryggede - og der blev ikke sparet på lækkerierne til kaffen.. Jeg synes lige jeg ville dele hans spiselige kreationer med jer andre..


Ondskabsfuldt lækker brownie
- lavet med mandler for min skyld (jeg kan nemlig ikke tåle valnødder)
Panna cotta - nogle med hyldeblomst og nogle med mynte

Gateau Marcel
- den bedste, mest cremede chokoladekage, verden har set.

Jeg holdt mig til at bage boller - og de blev da heller ikke værst

Mor lavede Komtesselagkage med masser af jordbær
- og spillende blomst med lys i - fint skal det være.