Sider

mandag den 30. december 2013

Fund med fugl og fad

Ja, igår viste jeg jo nogle af mine gaveglæder frem.. Jeg er så glad for alt, hvad jeg har fået..!

Men det jeg nyder mest ved julen er faktisk den der følelse af at have fundet så gode gaver til andre, at man næsten ikke kan vente til man skal se dem pakke op. 

I år var der én gave, som jeg særligt glædede mig til at give.. En fadstruds! 
Fra det øjeblik jeg så denne skønne sag, var jeg sikker på, at min mor ville elske den. Og jeg fik heldigvis ret.. Måske skal jeg også selv have fat i sådan en fugl..



søndag den 29. december 2013

Gaveglæde

Nu, hvor julen er ovre, og resten af året for alvor bliver hældt ud over kanten, er det tid til at prale lidt af alle de lækre sager, jeg er blevet forkælet med denne jul. 
Jeg har desværre ikke fået mit kamera med mig i år, og jeg synes ikke mit ynkelige mobilkamera yder mine fine ting den retfærdighed, de fortjener...

Så jeg har lånt nogle billeder rundt omkring på nettet, for jeg vil så gerne vise hvor heldig jeg er.. Jeg har også fået mange ting, som jeg først kan vise frem, når jeg kommer hjem. Bl.a. et lækkert kaninskindssjal og et smukt vitrineskab, som min far har bygget til mig af gamle vinduer..

Jeg håber I andre derude også har nydt julen og fået alt hvad I ønskede jer..


søndag den 8. december 2013

fredag den 6. december 2013

Larm fra en lovlæser

Et efterår kom og gik. Et helt semester fløj lige forbi. Jeg gjorde mit bedste for at følge med. Og det er som om jeg hele tiden er lige i hælene på det. I går havde jeg sidste undervisning på mit studie - nogensinde! Det er en virkelig underlig fornemmelse. Jeg kan ikke helt forholde mig til, at der ikke bliver flere efterår, som dette. Som de sidste mange efterår. Selvom der sker en masse forskelligt hvert år, kommer man alligevel ind i en eller anden cyklus man bare følger...


September: 
Var det den sommerferie?
Semesterstart!
Jeg hader introforelæsninger - jeg glæder mig til vi kommer ordentligt i gang.

Oktober: 
Endelig er man ordentligt i gang med fagene. Efterårsferie går stærkt. Jeg får ikke læst så meget, som jeg håbede. 
Jeg øjner eksamensperioden i horisonten. 

November:
Fuck! Er det allerede november?!

December:
Hvis jeg læser hver dag hele dagen fra nu af, kan jeg måske nå det hele.

Januar:
Hold ud! Det hele er snart overstået.
Lettelse! Glæde! Er det allerede overstået?
Jeg må hellere gøre ordentligt rent inden næste semester..

Februar:
På den igen. Det er koldt. Jeg glæder mig til sommer!

Marts:
Så meget at læse. Så meget andet, jeg (også) gerne vil.
Jeg glæder mig til sommer!

April:
Fuck! Så er det jo snart maj!
Jeg glæder mig til sommer....

Maj:
Hvis jeg bare læser hele dagen hver dag fra nu af.... 
Jeg glæder mig til sommerferie..!

Juni:
Iiiih jeg vil også på stranden. Jeg gider ikke læse mere. 
Jo, hold ud. Du har snart sommerferie!

Juli - August:
...


Selvom det er trygt med rutiner, og selvom det skræmmer mig helt vildt, at jeg ikke ved hvad der sker næste gang mit årshjul starter forfra, så er det også ret lækkert. 
Jo, jeg elsker at studere. Jeg elsker mit studie. Jeg elsker friheden. 
Men jeg glæder mig så utrolig meget til en jul uden eksaminer. Til en sommer, hvor jeg kan tage med det arbejdende folk på stranden.

Jeg glæder mig til at der er råd til en god bøf på en almindelig onsdag. Jeg glæder mig til ikke at bruge hele min sommerløn på bøger.

Jeg glæder mig til at bruge alt det jeg kan!



Men først er der jo lige de 3 sidste eksaminer og et speciale, der skal følges i mål.

Godt jeg har masser af kaffe og småkager.



søndag den 13. oktober 2013

Er der hul igennem?

Kuk kuk..!
Hallooo..? 

Jo, der er vist hul igennem.

..Det har der til gengæld ikke været længe. For selvom computeren selvfølgelig har stået der hele tiden, og der har været en ledig stund i ny og næ, så har overskuddet bare ikke været der.
Men det betyder (heldigvis) ikke, at der ikke har været noget at skrive om!

Jeg er startet på 9. semester - sidste semester med undervisning. Det er på én og samme tid fantastisk og hamrende angstprovokerende, at det efterhånden lakker mod enden. Jeg er så småt begyndt at slå en dej sammen til et spændende speciale - eller det er måske mere dækkende at sige, at jeg er ved at samle ingredienserne. Eller finde ud af, hvilken opskrift, jeg vil bruge. Ja - det er stadig kun nået til de spædeste overvejelser, men jeg glæder mig til at finde ud af, hvad vej jeg skal, så jeg kan komme ordentligt i gang.

Jeg har hjulpet min far med at flytte. Vi gav en håndfuld gamle møbler lidt nyt liv og fik gjort et lille gammelt byhus rigtig hyggeligt på ingen tid.

Den 24. august rundede jeg 24 år. 
Det var skønt at fejre den med familien, masser af kage og skønne gaver.

Så er der også sket det, at vi har besluttet at lede efter en anden lejlighed. Ikke at der er noget galt med den vi har - vi vil bare gerne tættere på byen. Det er rigtig spændende, og jeg glæder mig til at se, hvad det ender med og ikke mindst til at indrette et nyt hjem i nye omgivelser. Men det betyder også, at alle de indretningspåfund, jeg normalt sysler med, er sat lidt på stand by til vi ved, hvad der skal ske.

Heldigvis har jeg også en gang imellem tid til at være bare en lille smule kreativ.
I dag har jeg f.eks. været alene hjemme med et par kedelige krus og en porcelænstusch.



Fire stole købt på genbrug for i alt 400 - in the making
Resultatet på 2 af stolene

En af min fars gamle slagbænke
jeg har desværre ingen billede af det færdige resultat
Min fars nye stue






søndag den 11. august 2013

Bangkok og Bounty

Ja, ja, jeg ved det. Flere og flere har rykket i mine virtuelle ærmer, og spurgt, hvad der egentlig sker for tiden... Så nu skal jeg nok bryde den larmende stilhed, der hersker her på bloggen... 

Hverdagen vender nemlig så småt tilbage, og det er ved at være tid til at få gang i alle de små hverdagssysler og også noget af alt det dér hverdagsstress, som jeg jo egentlig godt kan lide..

Men inden startskuddet lyder, vil jeg altså gerne vise jer en lillebitte bid af det eventyr, der har holdt mig langt væk fra Blogland de sidste par måneder.. Det består af kaskader af farver og glade stunder og lykkelige minder, men kan samles i ét ord: Thailand

I slutningen af juni pakkede vi rygsække og kufferter og drog en uge syd på med svigermekanikken, hvor vi nød de sydfranske bjerge med alt hvad det indebærer. Bagefter rejste vi fra Nice til Bangkok, hvor eventyret for alvor begyndte..

Vi har sejlet på khlongerne, besøgt hellige templer, badet i Sydøstasiens største vandfald, trekket i junglen, overnattet hos en lokal stamme i Um Phang, delt balloner ud til landsbybørnene, redet på en elefant (dog ikke den på billedet), spist fantastisk thaimad og lækker street food, nydt kridhvide strande og palmer på Koh Samui og Koh Pha Ngan, drukket lækre (og billige) drinks, sovet i en trætop, set vilde aber, kørt Túk-Túk, shoppet i Bangkok og meget mere..

Thailand er et helt fantastisk land at rejse i, og det er bestemt ikke sidste gang jeg har været der. Man kan opleve alt fra hæsblæsende storbyliv til reggae-afslapning på bouty-øer, folk er så smilende venlige, og det koster ingenting at leve derude.. 

Det har været en helt fantastisk rejse spækket med fantastiske oplevelser, og nu hvor hverdagen begynder at trænge sig på igen, føler jeg mig fuldstændig genopladet og klar til at tage hul på 9. semester. Jeg glæder mig til at køre skrivebordet i stilling til endnu en hård omgang, som gerne skulle være den sidste inden resten af studietiden står på specialeskrivning.

Nu vil jeg bare nyde resten af de lyse sommeraftener (det havde vi ikke i Thailand), hygge mig med familie og venner og nyde det sidste sommerferie inden det går løs igen. 

Jeg håber I andre derude også har haft en skøn sommer!


torsdag den 20. juni 2013

At drømme om dukkehuse..


Jeg har længe drømt om at sætte et gammelt dukkehus i stand, og da jeg fandt dette gamle stykke legetøj på genneren, kriblede det altså i fingrene for at tage det med hjem.. Men, som jeg sagde til min veninde, jeg har ikke nogen at lave dukkehuset til. Jeg tror ikke den slags er noget for min lillesøster længere... (Hvor tog jeg fejl..)

Min veninde har en datter på 3 år og foreslår straks at købe det, så jeg kan sætte det i stand for hende.. Til gengæld må jeg få hendes Raadvad brødskære i bedste retroudseende.. - Sådan én har jeg nemlig også kigget efter..

Fantastisk! - tænker jeg, og tager mit nye projekt med hjem til min mor. 

Min lillesøster er også lidt af en kreativ sjæl, så jeg spørger om hun mon har lyst til at hjælpe mig med at sætte et dukkehus i stand til min venindes lille datter, Gry..?

DET vil hun gerne... Meeeen.. Der er noget hun ikke forstår.. Hvorfor skal Gry have dukkehuset..? 

Ooooops!! Nu er jeg i knibe.. Jeg ville hellere end gerne lave et drømmedukkehus til min lillesøster, men har åbenbart fuldstændigt fejlvurderet situationen.. Og derfor er der kun én ting jeg kan svare:

Jeg har også tænkt på, at du skulle have sådan ét fint lille hus. Men jeg har simpelthen ikke fundet det rigtige endnu. Men når jeg finder et til en god pris, så køber jeg det, og så skal det være et af dem med rigtige lamper, der kan lyse...!

Så nu er jeg på udkig efter sådan et..

Indtil da er min søster og jeg gået i sving med dukkehuset til Gry, og efter at have fjernet til tapet, der var klistret på væggene ser det allerede lidt bedre ud, men der er stadig meget at ordne..

Her er lidt billeder fra før og under processen. Forhåbentlig kommer der i løbet af sommeren en række rigtig lækre "efter"-billeder..


Før 

Før

under

under



lørdag den 27. april 2013

Ærlighed om redelighed

* redelighed
ORDKLASSE: navneord (fælleskøn)
BØJES: redeligheden, bøjes ikke i flertal
DELES: re-de-lig-hed
1. = det at være ærlig, hæderlig – hans redelighed er hævet over enhver tvivl
2. = roderi – det er en køn redelighed du har lavet
3. = alt, det hele – hun rejste fra familie og hus og hele redeligheden



Jeg tror nok, at jeg en gang i tidernes morgen vedtog formålet med denne blog. At dele små glimt af de ting, der gør mig glad. Smukke ting, lækker boligindretning, rolige stunder, glade farver og alt det der...

Sandheden er bare, at mit hjem langt fra altid ville være egnet til boligrapportager og stilleben. Ja, jeg elsker at invitere folk ind i et hyggeligt hjem med solskinshjørner, friske blomster og rene linier. Men helt ærligt.. Det er ofte noget jeg ordner lige inden de kommer. 

En god veninde (og trofast læser) spurgte i går, hvorfor der er så stille på bloggen for tiden.. Svaret er, at jeg har så travlt med studie og arbejde og det der virkelige liv, at jeg ikke får lavet alle de der små kreative påfund, som plejer at pryde bloggen. Og for nu at være helt ærlig, så er en del af svaret nok også, at jeg synes der er for meget rod og for lidt lækkerhed i mit hjem, når jeg læser til eksamen. Dagene flyder bare sammen, og de få ting, der bliver lagt rundt omkring, bliver til flere ting. 

I denne weekend er jeg alene hjemme med bøgerne, og så går jeg af én eller anden grund i en form for læse-trance. Rodet eskalerer, opvasken vokser, tøjet i tørrekælderen bliver ekstra tørt, aftensmaden bliver spist direkte af gryden, hvis det da ikke er pizza eller en sølle frygtsalat med skyr og müsli.. 
You get the picture.

Og her kommer det så - en bloggers bekendelser: 
Jeg har det faktisk helt okay med det. For mig er det blevet en del af det studielivet, at alting sejler i et par måneder, og så får man styr på det i et par uger, og så sejler det igen. 
Men ved I hvad? Jeg fik et kæmpe smil af pakkeposten, da jeg til morgen åbnede døren iført forskellige sokker, jeg har Coldplay og Bob Dylan ad libitum og solen skinner ind til mig, selvom det er en værre redelighed!