Sider

fredag den 18. januar 2013

Ferie! Hvordan er det nu liiige..?

Eksamen er omsider overstået!
(for denne gang i hvert fald)

Så nu er der endelig tid til alle de småprojekter og andet godt, der er blevet udskudt i efterhånden månedsvis.. Men først: Afslapning!

Kæresten er ikke hjemme, og weekenden er bare min.. Så det var planen, at jeg bare skulle nyde at lave ingenting, drikke en dejlig kop kaffe, læse en god bog helt uden paragraffer, se ligegyldigt fjernsyn.. You know the drill.

Problemet er, at jeg tilsyneladende har glemt hvordan man holder fri. Jeg sidder med en følelse af, at jeg spilder min kostbare fritid på ingenting (hvilket jo faktisk var meningen?!) 
Så nu er der handlet, bagt sunde pandekager til fryseren, lavet surdej, vasket tøj, vasket op og tørret støv af... Jeg var lige ved at støvsuge, men jeg fik dog stoppet mig selv. Der må altså være grænser for effektiviteten på den allerførste feriedag.

Og her til eftermiddag fik jeg da også en time på sofaen med en kop kaffe og en bog, som dog endnu ikke rigtigt har fanget mig.. Heldigvis havde jeg gemt det nyeste Bolig Magasinet til eksamen var overstået!


Har du også lyst til at prøve en stak af de lækre sunde pandekager, kan du finde opskriften her





Imorgen skal jeg ned og bruge noget krudt i Fitness World, og så vil jeg kigge på et kreaprojekt, der har plaget mig om at blive til virkelighed meget længe, inden min veninde kommer til vietnamesisk middag imorgen aften. 

God ugeslutning!

fredag den 11. januar 2013

Læsningen får én på lampen!

Efter en lang og (indrømmet) ikke særlig interessant dag på læsesalen, var jeg et smut nede i byen for at ordne et par småting. Det skal jo klares, selvom eksamen står for døren. Ja, man lærer jo helt at sætte pris på en times dagligdagsærinder sammen med kæresten, når man bruger så meget tid med næsen i bøgerne.

På vej hjem gik vi forbi en lampebutik. Det er der som sådan ikke noget spændende i, for jeg er gået forbi den butik hundredevis af gange, og har aldrig værdiget den en tanke.. Men i dag!!! Åh, i dag stod der en lampe og charmerede sig til min opmærksomhed.

I denne eksamensperiode har jeg virkelig savnet en ordentlig skrivebordslampe, men jeg har ligesom bare ikke fundet den rigtige. Jeg er jo lidt forelsket i de skønne Flowerpots, men de ligger bare lidt for langt over mit skrivebordslampebudget. 
Så da jeg så denne fine retroinspirerede lampe på udsalg til 199,- måtte jeg bare slå til! 

Det er ganske vist ikke en Flowerpot, og den kan da heller ikke måle sig med Verner Pantons fuldendte design. Faktisk er den af et mærke, som jeg normalt afskyr, og som jeg havde svoret, aldrig skulle ind i mit hjem. Kæresten driller mig også lidt med, at jeg nu ejer en *******lampe, men helt ærligt, jeg synes jo den er rigtig fin - og jeg havde aldrig gættet, at den var der fra.




Så nu kan jeg kæmpe mig videre igennem Kommenteret Straffelov i et herligt arbejdslys, mens jeg nyder min efterhånden rigtig hyggelige lille hjemmearbejdsplads :)

Radiatoren er godt nok ikke så køn, og bestemt heller ikke den mes praktiske hylde, men man må jo bruge hvad man har og få det bedste ud af det.


torsdag den 3. januar 2013

Skål og godt nytår!


Selvom jeg egentlig slet ikke har tid til at poste på bloggen i øjeblikket, fordi jeg vælter mig i pensum, der skal læses, er jeg simpelthen bare nødt til at pippe lidt herinde..  Af flere årsager...

Først og fremmest vil jeg jo rigtig gerne vise jer bare nogle af de fine sager, jeg fik i julegave af alle de søde mennesker, jeg holder så meget af!

Det kan vist roligt siges at julen for mit vedkommende i år stod i skålenes tegn! Jeg falder tit over designs, jeg godt kan lide, og så bliver det selvfølgelig skrevet på ønskesedlen. Det resulterede i intet mindre end 3 fantastiske skåle! En stor Orla Kiely, en stor Mormor Blue fra Normann Copenhagen og en mindre fra Anne Black!
Der var også en lille kande og et skønt lille smørnæb i gaveregnen.. 


Pludselig befandt jeg mig i en mindre porcelænskrise.. Et sandt luksusproblem.. Har man brug for så mange skåle? Og hvis ikke, hvilken af dem kan jeg undvære? 
Heldigvis er min kæreste gjort af et ganske særligt heltestof: "Så kan vi jo skille os af med nogle af de grimme skåle i skabet" 
Og han har jo ret.. I årevis har vi bare haft en stabel porcelænsskåle fra et cateringfirma, der aldrig hentede deres service.. De var grimme, bevares, men de var jo gratis, og vi er begge på SU.

Jeg fik i øvrigt mange andre fine gaver, som jeg dog venter lidt med at fotografere - hvilket bringer mig til den anden grund til min iver for at pippe lidt herinde: Jeg har endelig købt et spejlreflekskamera, og jeg glæder mig sådan til jeg får tid til at lege med det! Problemet er, at timevis af eksamenslæsning, kun afbrudt af spisning, søvn og lidt tøjvask, giver mit hjem et ret så kaotisk præg af rod og nullermænd - og så falmer foto-lysten lidt.. 

Men I skal nu alligevel lige se den fine sag jeg har fået af min søde mor. En skøn metal-madkasse, som jeg har kigget langt efter i årevis, og som efter en større sortering i mine forældres kælder nu ENDELIG er min. Hurra!